Arrangementer og kurser Seniorarrangementer

Humor i musikken

Forrygende – Fornøjelig – Festlig

Sådan var denne eftermiddag i selskab med Anders Errboe og Jan Svarrer på bas og guitar. Den humoristiske stemning blev indledt med ”Her i vores hus er glæde, her i vores hus er fest”, og det var en fest fra begyndelsen. Hele programmet var til lærere og for lærere, og der blev sunget på engelsk, dansk og vestjysk – somme tider alt på en gang.

Undervejs blev der spillet, optrådt, danset, parodieret og det hele var i et fantastisk samarbejde mellem den yngre spradebasse og den ældre tænksomme – og i høj grad i harmoni med tilhørerne. Nummeret ”When you're smiling – når du smiler …” var helt sikkert også at læse i vores ansigter, og da det blev til ”når du tuder …” var der ikke et øje tørt!

Slutmelodi og sang var ”Nu er timen til ende”, og hvad vi lærte derhenne, skal vi nok huske på!

Dette arrangement var et sikkert hit hos de knapt 80 seniorer, og det tåler en gentagelse.

Du kan se billederne fra dagen her.