Arrangementer og kurser Seniorarrangementer

Julefrokost 2018

Julefrokosten i Århus Lærerforenings Seniorklub blev i år en fornyelse.

Restaurant Terrassen i Tivoli Friheden tog imod 108 glade og feststemte gæster onsdag den 12. dececmber 2018. Lokalet var hyggeligt, og personalet var klar til at give os en rigtig dejlig eftermiddag. Og det blev det!

Jørn Kokkendorff bød velkommen til dette års seneste arrangement, som havde rekord hvad angår deltagerantal. Det er meget glædeligt, at der bliver bakket op om julefrokosten, og mange tidligere kollegaer fik hilst og snakket på kryds og tværs.

Julefrokosten bestod af en klassisk julebuffet, som blev anrettet smukt, og der var stor ros til menuen. Der var bl.a. sild, laks, fiskefilet – i år med remoulade - svinekam, andelår, ris a la mande, brie og øl samt kaffe.

Undervejs blev vi underholdt med violinspil og med små anekdoter. Den planlagte musikalske underholdning stod Jan Kolling for, og det gik ikke stille for sig. Alle fik rørt deres stemmer, alle leverede bjældeklang med gaflerne, og alle måtte op at stå for at bidrage med fagter til både danske og udenlandske sange. Højdepunktet var snekanonen – og så var julestemningen i top!

Alt i alt var det en rigtig hyggelig og festlig julefrokost, som satte punktum for et godt år i seniorklubben.