Kunst bygger bygger bro mellem skoleelever

En ny digital platform skal føre elever på mellemtrinnet og i udskolingen på en spændende kulturrejse gennem kunst og kultur fra den danske og islamiske verden.

Davids Samling og Den Hirschsprungske Samling har udviklet en digital platform, der skal give skoleelever større viden om de to kulturer og nedbryde fordomme

På platformen møder du Afrida, Anna og Amin, som er vilde med kunst og kultur.

De skal i et splinternyt digitalt læringsprojekt Kulturmix – Elever møder kunst fra Danmark og Den Islamiske Verden føre danske skoleelever på mellemtrinnet og i udskolingen på en lærerig kulturrejse gennem kunst og kultur fra den danske og islamiske verden.

En fyrste med sin elskede

Platformen er rettet mod fagene historie, samfundsfag, religion, billedkunst og dansk, og man vil med stor succes kunne arbejde på tværs af fagene.

De tre virtuelle venner er bidt af kunst og er dykket ned i store værker fra henholdsvis Davids Samling og Den Hirschsprungske Samling.

Sammen deler de ud af deres viden, der skal give elever større indsigt i kunst og kultur, og være med til at bygge bro mellem de to kulturer og nedbryde fordomme.

Klar efter sommerferien

Kulturmix – Elever møder kunst fra Danmark og Den Islamiske Verden  lanceres den 13. juni, og platformen vil efter skolernes sommerferie kunne bruges på skoler over hele landet via UNI-Login.

Eleverne kan fordybe sig i emnerne kærlighed, tøj/mode, fritid/fest, kønsroller og tro. De kan sammenligne billedkunst fra de to kulturer, og se hvordan kunstnerne har forholdt sig til disse områder.

Der er cirka 100 kunstværker, som eleverne vil kunne fordybe sig i.

Der er fx malerier af P.S. Krøyer, Anna og Michael Ancher, Eckersberg og Christen Dalsgaard. Fra Davids Samling, der regnes for en af de fineste samlinger af islamisk kunst i den vestlige verden, er der blandt andre miniaturerne En fyrste med sin elskede og Rudaba modtager sendebud fra Zal.

Du kan følge Kulturmix – Elever møder kunst fra Danmark og Den Islamiske Verden  på facebook og Instagram:  

https://www.facebook.com/kulturmiks/  
Instagram: @kulturmix 

 

Emner

Målgruppe