Mere teknologi gør det ikke alene

Man forbereder ikke børnene til samfundet ved at satse på mere teknologi – det gør man også ved at satse på at give børnene teknologiforståelse, lyder det fra professor.

TV2 Østjylland fortalte for nylig, at flere østjyske skoler skifter bøger og blyanter ud med digitale midler for at højne elevers faglige niveau.

Det er fint, at skolerne bruger de digitale muligheder i undervisningen, men de bør ikke bare lade teknologien sætte dagsordenen, mener professor Cathrine Hasse, som siger til TV2 Østjylland, at skolernes investeringer i teknologi kan bruges godt eller dårligt.

Et eksempel er Søndervangskolen i Viby, hvor op mod 95 procent af undervisningen foregår digitalt.

- Der er ikke nogen håndfaste forskningsmæssige beviser på, at det faktisk virker. Det er ligesom alle andre redskaber. Derfor handler det i stigende grad om at have teknologiforståelse snarere end bare at poste mere teknologi ind i skolen, siger Cathrine Hasse, som peger på, at forstår man ikke teknologien kan det have uheldige konsekvenser:

- Det kan for eksempel have de konsekvenser, at man ikke helt forstår, hvordan det kan være, at børn møder op i skolen uden at have sovet ordentligt. Der er for eksempel forskning, der viser, at det er sværere at falde i søvn, når man har læst på en iPad eller tablet, end hvis man har læst i en bog.

Cathrine Hasse pointerer, at digitale kompetencer og digital dannelse ikke er nok.

- Børnene skal også forstå, hvad teknologi gør, siger hun og henviser til, at det fx havde været godt, hvis SKAT havde satset lidt mere på teknologiforståelse end bare at investere i teknologi.

”Hvorfor skal skolen være en øde ø, hvor man gør det helt anderledes end på forbrugermarkedet og den hjemlige arena?”
Viceskoleleder Martin Bernhard, Søndervangskolen (om brugen af tablets i undervisningen)

Se interview med Cathrine Hasse på TV2 Østjylland: