Et skridt i den rigtige retning

Medarbejdere i daginstitutioner, skoler og fritidstilbud i Aarhus Kommune trives generelt bedre, viser en undersøgelse af social kapital blandt alle medarbejdere i Aarhus Kommune. Men lærerne scorer stadig lavt i forhold til relation til arbejdspladsen.
JesperS EdCamp Frederiksbjerg Skole

"Mulighederne for at lærerne kan lykkes med de børn og unge, de arbejder med, mangler at blive foldet helt ud," siger Jesper Skorstengaard.

I afdelingen for Børn og Unge i Aarhus Kommune er der generel fremgang i forhold til seneste arbejdspladsvurdering i 2015, som også indeholdt måling af social kapital.

Otte ud af ti arbejdspladstyper har oplevet en mindre fremgang på mellem et og tre point i forhold til seneste undersøgelse.

Bünyamin Simsek, rådmand for Børn og Unge, konstaterer, at undersøgelsen viser et stort positivt spring i relationen til den nærmeste leder.

- Det bekræfter, at vi har valgt rigtigt ved i samråd med de faglige organisationer at satse på lokal lederudvikling. Men variationen mellem arbejdspladserne viser et markant potentiale i at lære af de bedste, derfor skal vi fortsætte indsatserne på mange fronter, siger rådmanden.

Formanden for Århus Lærerforening, Jesper Skorstengaard, glæder sig over, at der er fremgang at spore i trivselsmålingen:

- Vi ser et skridt i den rigtige retning, men i den dimension, der hedder relation til arbejdspladsen som helhed, scorer lærerne stadig lavt, siger han og peger på, at det er udtryk for, at der ikke er overensstemmelse mellem lærernes opfattelse af skolens kerneopgave i henhold til skolens formål, og den måde skolen er organiseret og styret på. 

- Mulighederne for at lærerne kan lykkes med de børn og unge, de arbejder med, mangler at blive foldet helt ud, fortsætter Jesper Skorstengaard og understreger, at lærernes vigtigste drivkraft er den såkaldte public motivation - at gøre noget godt for samfundet.

- Det mangler der helt klart en bredere forståelse for, fastslår han.

Næstformand i Børn og Unges HovedMedUdvalg Marianne Gilbert Nielsen, der også er formand for BUPL Århus, er som udgangspunkt tilfreds med den generelle fremgang.

Hun bemærker dog, at der er stor spredning i resultaterne, og undersøgelsen er en god anledning til at sætte den sociale kapital højt på dagsordenen i hele MED-systemet.

Fakta

  • Undersøgelsen Social Kapital 2017 bygger på 8.790 besvarelser i Børn og Unge - en svarprocent på 86 procent
  • I 2015 var svarprocenten 88 procent, i 2013 84 procent
  • Alle arbejdspladser i Børn og Unge har fået hver sin lokale rapport

Hent Social Kapital 2017, Hovedrapport for Magistratsafdelingen for Børn og Unge her.