Ghettoplaner ændrer måden, vi driver institutioner på

Regeringens ghettoplan medfører uhørte ændringer af måden, vi driver skole på i Danmark. Politikerne vil straffe sig til bedre praksis i udsatte boligområder, men glemmer, at det kræver tid, ressourcer og hårdt arbejde, hvis udviklingen skal vendes.
Ghetto Kronik Kopi

Med hjælp fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet falder regeringens ghettoplan langsomt på plads. Det betyder, at skoler, der i regeringens optik ikke leverer resultater, risikerer lukning. Elever, der ikke består stopprøver i 0. klasse, skal gå om. Forældre til børn, der har mere end 15 procent ulovligt fravær, mister børnechecken.

Princippet om straf og belønning gennemsyrer regeringens udspil 'Et Danmark uden parallelsamfund'. Staten kan straffe kommunen, der kan straffe skolen, der skal underrette om familien, så kommunen kan straffe forældrene, der så kan straffe deres børn. Desværre kan man ikke bare straffe sig til bedre praksis. Det kræver tid, ressourcer og hårdt arbejde, hvis udviklingen skal vendes.

Hver dag bliver der på skolerne i udsatte boligområder gjort en forskel og indsats for eleverne. Desværre afspejler det sig ikke i regeringens ghettoplan, hvor stopprøver nu skal være afgørende for, om en elev skal gå børnehaveklassen om. Almindeligvis, når en elev i 0. klasse går om, sker det på baggrund af en faglig helhedsvurdering og inddragelse af forældrene. Allerede nu bruges progressionsprøver i dansk og matematik som et arbejdsredskab til at dygtiggøre eleverne, så de får mest muligt ud af undervisningen. Men en stopprøve er ikke et arbejdsredskab. Det er et slag i hovedet på eleven, og det er forfejlet, at stopprøven alene skal afgøre, om eleven skal blive i børnehaveklassen. Politikerne må have tillid til, at det faglige personale med inddragelse af forældrene kan vurdere, om eleven skal gå børnehaveklassen om.

Det er længe siden, at man fandt ud af, at straf som pædagogisk værktøj ikke fungerer. Man bruger det hverken i folkeskolen, eller når man opdrager sine børn. I regeringens ghettoplan er det ikke kun den enkelte elev men hele familien, pisken skal svinges over. Har en elev i et kvartal mere end 15 procent fravær uden gyldig grund, mister familien børne- og ungeydelsen. Det samme er tilfældet, hvis eleven ikke møder op til test eller afsluttende prøver. Men der findes ikke noget belæg for, at økonomiske sanktioner sikrer eleverne en hurtigere sprogtilegnelse. Tværtimod kan man frygte, at det blot vil gøre hverdagen sværere for børnene og deres familier. Skal skolerne kunne løfte integrationsopgaven, kræver det en særlig indsats i blandt andet samarbejdet mellem skole og hjem. Vi ved, at det gør en positiv forskel, når forældre ser sig selv som en ressource, der kan bidrage til deres barns skolegang, og det kræver gensidig anerkendelse og respekt. Bliver samarbejdet til et spørgsmål om kontrol og sanktioner, risikerer man at bryde denne relation - en relation, der er afgørende, hvis vi vil gøre en forskel for de børn og elever, vi arbejder med i daginstitutioner og folkeskoler.

I stedet for at svinge pisken over forældrene kunne et progressivt forslag være, at vi som samfund inviterer til og fastholder forældrene i at tage aktivt del i deres børns skolegang. At vi insisterer på at opbygge en kultur på vores folkeskoler, hvor forældre til børn fra udsatte boligområder indgår i deres børns skoledag. Det vil være en politik, der bygger på det aktive medborgerskab, hvor alle får indflydelse og føler et ansvar for sig selv og for samfundets udvikling. Et tiltag, der vil give en reel mulighed for at gøre en forskel for de børn og unge, hvis opvækst er præget af at være bosat i det, vi har valgt at kalde en ghetto.

Skolerne i de udsatte områder gør en kæmpe indsats for at løfte eleverne og bidrage til integrationen. Politikerne må indse, at disse skoler kæmper med massive udfordringer, som rækker langt ud over undervisningen. Social-, bolig- og beskæftigelsespolitik har i høj grad indflydelse på, om skolerne lykkes med integrationsopgaven. Skal vi imødekomme udfordringerne, kræver det, at faktorer som økonomisk og social ligestilling tages i betragtning, før pisken svinges.

Fra forskningen ved vi, at elevsammensætning, kammeratskab og faglig løfteevne er afgørende for, om en klasse opnår homogenitet og reel integration. Som kommune bør vi forpligte os på, at der ikke er skoler, der skiller sig markant ud fra den gennemsnitlige folkeskole ved at løfte størstedelen af integrationsopgaven. Skal udviklingen for alvor vendes, bør man se på konsekvensen af at have et frit skolevalg eller fravalg.

I planerne for udsatte boligområder skal skolerne indstille sig på dramatiske indgreb, hvis en skole tre år i træk har for mange fagligt svage elever. Det statslige tilsyn vil kunne beordre et stop for optag af elever med et fagligt svagt niveau. Hjælper det ikke, skal staten kunne afsætte skolens ledelse - og i sidste ende helt lukke skolen.

Det er et tilbageskridt, at skolelederne skal arbejde med et hævet sværd over deres hoveder, ligesom de bliver pålagt at skulle bruge yderligere tid på bureaukrati og øget dokumentation. Ikke blot gør det skolelederen til dommer over familiernes økonomi - det vil kræve endnu mere tid væk fra kerneopgaven: at drive god skole. Navnlig i Aarhus står vi overfor at skulle bygge nye skoler på grund af øget befolkningstilvækst. Det vil derfor ikke give mening at lukke skoler og sluse børn fra udsatte områder ud på andre skoler, der allerede nu oplever høje klassekvotienter og overfyldte lokaler.

I ghettoudspillet vil politikerne straffe sig til en bedre praksis. Der mangler en erkendelse af, at det kræver tid, ressourcer og hårdt arbejde, hvis udviklingen skal vendes. Folkeskolen har igennem en årrække været hårdt ramt af besparelser, der har betydet stigning i klassestørrelserne hvert eneste år siden 2009. Konsekvensen af, at lærerne underviser mere, klasserne er større og en mere kompleks elevsammensætning, kan ikke undgå at have sin betydning.

Der er brug for at få løftet folkeskolens kvalitet og sikre bedre muligheder ikke bare for de tosprogede, men for alle elever. Statslige tvangsforanstaltninger og økonomiske sanktioner vender ikke udviklingen. Det vil i stedet kræve investeringer og et kontroversielt opgør med det frie skolevalg, hvis politikerne reelt ønsker en ny start for de borgere, der bor i de udsatte områder.

Emner

Målgruppe