Venstre vil lukke Ellekærskolen, skriver Århus Stiftstidende

Venstre i Aarhus vil have Ellekærskolen lukket og lagt sammen med Tovshøjskolen. Det udmeldes efter flere dages forhandlinger i byrådet om folketingets ghettopakker.
Ellekaer Colourbox3949226

Udmeldingen om at Ellekærskolen skal lukkes kommer efter flere dages forhandlinger om regeringens ghettopakker i Aarhus byråd, skriver Århus Stiftstidende. 

- Ellekærskolen skal ændres helt til specialskole, mens folkeskoleeleverne flyttes til Tovshøjskolen. Dermed får vi en større samlet folkeskole på Tovshøjskolen, udtaler Gert Bjerregaard (V) til Århus Stiftstidende.

Århus Lærerforening gjorde allerede opmærksom på problematikken med Ellekær som lille skole, da byrådet i foråret besluttede at flytte specialskolen Stensager ind på Ellekærskolens matrikel. Her efterspurgte foreningen også en samlet plan for eleverne på Ellekærskolen.

- Nu gør de det igen. Medarbejderne på Ellekærskolen har lige været igennem et tumultarisk forløb i forbindelse med beslutningen om, at Stensagerskolen flyttes ind på Ellekærskolens matrikel. Politikerne skal tage deres ansvar for processen og ikke efterlade medarbejdere og elever i et uafklaret limbo. I stedet burde politikerne for lang tid siden have sørget for at få lavet en ordentligt plan for eleverne på skolen, siger formand for Århus Lærerforening, Jesper Skorstengaard. 

Gert Bjerregaard mener den især er gal med skolens resultater. Et billede som Århus Lærerforening ikke kan genkende. Århus Lærerforening foreslår, at kommunal politikerne i stedet forpligter sig på, at der ikke er skoler som skal løfte størstedelen af integrationsopgaven. 

-Fra forskningen ved vi, at elevsammensætning, kammeratskab og faglig løfteevne er afgørende for, om en klasse opnår homogenitet og reel integration. Skal udviklingen for alvor vendes, bør man se på konsekvensen af at have et frit skolevalg, siger Jesper Skorstengaard.

Læs mere om skolelukningen på Stiften.dk:

- https://stiften.dk/aarhus/Skolelukning-spoeger-i-ghettoforhandlinger/artikel/519897

- https://stiften.dk/aarhus/Laererformand-vil-tale-om-boern-frem-for-mursten/artikel/519875

- https://stiften.dk/aarhus/Skoleaendringer-skal-ske-i-samlet-plan/artikel/519876

 

Emner

Målgruppe