Bedre feedback og karakterfri klasser koster tid og penge

Rådmand Thomas Medom opfordrer skolerne til at skrue ned for karaktergivningen og op for evaluering af eleverne på anden vis. Men evaluering tager tid, og derfor skal rådmanden investere i folkeskolen, hvis eleverne reelt skal have mere ud af at blive evalueret end prissættes af en karakter, lyder det fra Århus Lærerforening.
Colourbox1079163

Karakterer spænder for meget ben i folkeskolen, sådan lyder det fra Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune.

- Dagens skoleelever lever under et massivt forventningspres, og de mange test og prøver i folkeskolen er medvirkende til, at ikke så få unge knækker halsen, fortæller rådmanden til Jyllands-Posten.

Netop karakterfrie klasser, plads til konstruktiv feedback og reel læring til gavn for eleverne og folkeskole er noget Århus Lærerforening længe har peget på.

- Skal vi gøre op med en præstationskultur og træde ud ad nye læringsveje, som vi ved har stor positiv effekt på elevernes læring og trivsel, så kræver det politisk opbakning og vilje. Desværre er det ikke muligt under de eksisterende rammer. Lærerne kan ikke give personlig feedback til samtlige 28 elever, holde resten af klassen til ilden og levere en undervisning, der løfter hver enkel elevs niveau, siger formand for Århus Lærerforening, Jesper Skorstengaard, og fortsætter:

- Over en bred kam er der efterhånden enighed om, at alternative evalueringsformer og personlig feedback frem for test og karakter øger elevernes læring og udvikling. Men skal lærerne have en reel mulighed for at opdele undervisningen eller give grupperne enkeltvis feedback, så både fagligt stærke elever og elever med faglige vanskeligheder løftes, så kræver det, at vi tænker undervisning og evaluering anderledes.

I sidste uge meddelte rådmand Thomas Medom, at det fra skoleåret 2019-2020 vil være muligt for de aarhusianske skoler at gå med i en forsøgsordning med karakterfri klasser - dog med undtagelse af årskarakterer og karakterer ved afgangsprøver, da undervisningsministeret skal indover for at der her kan dispenseres.

- Ved at fjerne karakterne, tror jeg, at der bliver mindre sammenligning, og at flere elever vil trives lidt bedre. Færre elever vil få tidlige nederlag, som gør, at de kommer i modstand mod det at gå i skole og giver op, siger rådmanden.

Rådmanden erkender dog, at det ikke er problemfrit at have karakterfrie skoler. Men for ham handler det ikke om, at karakterer ikke kan noget, men at de fylder for meget.

Emner

Målgruppe