Kongres i dag: Overenskomstforløb og en styrket fagbevægelse

Lærerne opnåede ikke en ny arbejdstidsaftale ved overenskomstforløbet i foråret 2018. På dagens kongres diskuterer Danmarks Lærerforening delegerede, hvordan erfaringerne fremover skal bruges – også i en ny hovedorganisation.
Gordon Ny

- Folkeskolens tid er nu, den er ikke i morgen. Ingen kamp er vigtigere, og derfor skal vi sammen kæmpe for folkets skole, lød det fra 3F-formand Per Christensen på talerstolen ved Danmarks Lærerforenings kongres.

Per Christensens understregede, at kampen for folkets skole er en fælles kamp, også når Danmarks Lærerforening efter nytår kommer til at dele ny stor hovedorganisation med blandt andre 3F. Særligt sammenholdet i fagbevægelsen blev nævnt som en af de helt store sejre ved overenskomstforløbet 2018.  

- Sammenholdet i fagbevægelsen er af kæmpe betydning, og vi skal sørge for at bruge de muligheder, som det giver. OK18 var en særlig overenskomst, hvor vi var udfordret, presset og havde bump på vejen. Men vi kom ud som en styrket fagbevægelse, og det var måske OK18’s største bedrift, sagde Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

Anders Bondo opfordrede til, at kongressen evaluerer overenskomstforløbet og vurderer, hvordan foreningen kan bruge erfaringerne i kommende forhandlinger. Regitze Maria Flannov fra hovestyrelsen er enig med Anders Bondo i, at fagbevægelsen opnåede store sejre, men at skuffelsen i forhold til lærernes arbejdstid ikke var til at overse.

- Vores arbejdstid blev lagt i kommission. Resultatet var det bedst opnåelige, men hvordan undgår vi, at skuffelsen bliver så stor i 2021? Det er ikke for tidligt at stille spørgsmålet om, hvorvidt vi i Danmarks Lærerforening fastholder en myte om en central arbejdstidsaftale og forberedelsestid til den enkelte? For er der reelt andre som ønsker det, og hvor skal pengene komme fra? Det er min opfattelse, at medlemmerne forventer, at vi fra centralt hold laver en arbejdstidsaftale. Men hvad hvis det ikke sker? spurgte Regitze Maria Flannov fra talerstolen.

Hun pointerede, at Danmarks Lærerforening i længden ikke vil kunne holde til ikke at indfri medlemmernes forventninger, og at det samtidig skygger for andre gode resultater.

- Vi skal turde ryste posen og se, om vi kan gå andre veje. Vi skal give realistiske muligheder til medlemmerne, da det er tvivlsomt, om vi kan fremsætte krav, der koster flere milliarder, sagde Regitze Maria Flannov.

Formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, mente også, at det er væsentligt at stille spørgsmålet om, om det er muligt at komme tilbage til en central aftale.

- Vi forsøgte under OK18 at holde flere døre åbne, der kunne give os et acceptabelt resultat. Det fik vi ikke, og det skal vi tage bestik af både i centralt og lokalt arbejde, lød det fra Gordon Ørskov Madsen.