Debatindlæg: Tryk stop og stands skolebussen

Det er ikke rimeligt, at det er de sprogligt svageste tosprogede børn, der på deres spinkle skuldre skal bære ansvaret for at skabe en blandet by.

Debatindlæg bragt i JP Aarhus den 10. juni 2020

I 14 år har Aarhus Kommune kørt tosprogede børn rundt med busser til skoler langt væk fra hjemmet for at øge deres sprogkundskaber og faglige udvikling. En såkaldt positiv særbehandling, hvor børnene fratages deres frie skolevalg og i stedet bliver fragtet til skoler med en mere blandet sammensætning af elever. Ikke overraskende fastslår et forskningsprojekt fra Trygfondens Børneforskningscenter, at de tosprogede ”busbørn” ikke lærer og trives lige så godt, som hvis de var blevet på deres lokale skole.

Siden 2006 er hundredvis af tosprogede børn blevet kørt i busser fra især Vestbyen til andre dele af Aarhus i bestræbelserne på at gøre dem bedre til dansk. Børnenes muligheder for legeaftaler og håndboldtræning efter skoletid besværliggøres af, at de bor langt væk fra skolen, og derfor udebliver den vigtige brobygning mellem hjem og skole. Forskningen viser, at børnene i højere grad føler sig isolerede, døjer med mave- og hovedpine og ikke lærer nær så meget som deres kammerater, som går på den lokale skole. Over tid vender børnene også hjem til deres lokale SFO eller klub, og en ikke betydelig andel vælger helt at skifte til deres lokale folkeskole, når de ved en senere sprogvurdering genvinder deres frie skolevalg. Desværre vender de ofte tilbage med skoletasken fyldt af kedelige erfaringer.

Granskning af busordningen afslører kommunalt påførte dårligere vilkår for de børn, som udstationeres til andre skoler. Busbørnene er blevet en del af en landsdækkende tendens, hvor politikerne pålægger skolerne at løse integrationsproblemer, der i høj grad bunder i social-, bolig- og beskæftigelsespolitiske problematikker. Skal skolerne reelt kunne medvirke til at løfte integrationsopgaven, kræver det en særlig indsats i blandt andet samarbejdet mellem skole og hjem. Vi ved, at det gør en positiv forskel, når forældre ser sig selv som en ressource, der kan bidrage til deres barns skolegang, og det kræver gensidig anerkendelse og respekt. Bliver samarbejdet udfordret af lang transporttid til skoler i den anden ende af byen eller manglende forståelse for ophav og kultur, risikerer man at bryde denne relation – en relation, der ofte er skrøbelig hos familierne, men som er afgørende, hvis vi vil gøre en forskel for de tosprogede elever.

Forskningsresultaterne peger entydigt på, at ekstra ressourcer til skolerne i de områder, der har den svageste elevsammensætning, er mere effektivt, end at sidemanden hedder Viktor. Ressourcer, kammeratskab og faglig løfteevne uanset ophav er derfor afgørende for, om en klasse opnår homogenitet og reel integration. Men med de seneste politiske udmeldinger ser det ikke ud til, at busordningen bliver skrottet som det første. Det er svært at tyde, om politikerne forsætter med busordningen for at opnå mere blandede skoler, eller for at skabe bedre trivsel og læring for tosprogede elever – måske begge dele samtidigt? Sidstnævnte er i hvert fald ikke tilfældet ifølge forskningen. Politikerne bliver nødt til at tage ansvar for, at en stor del af de ikke-etnisk danske børn med sprogvanskeligheder, der hver dag køres til nye skoler, mistrives, lærer mindre og føler sig som gæster uden de samme rettigheder. Det er svært at indgå i en skolekultur fra den ene dag til den anden, når man ikke kan tale med om ”X Factor”-finalen eller havde sine forældre med til håndboldklubbens årlige sommerfest. Hvis målet er bedre fordeling af elever, hvorfor bærer vi så ikke et fælles solidarisk ansvar for at opnå det?

I Aarhus står vi over for at skulle bygge nye skoler på grund af øget befolkningstilvækst, og her vil Sofie og hendes forældre frit kunne til- eller fravælge den lokale folkeskole, hvis de eksempelvis ikke bryder sig om elevsammensætningen eller skolens rammer. Mens tosprogede skolestartere i femårsalderen, der som de eneste udsættes for en omdiskuteret sprogtest, risikerer at blive tvunget væk fra kammerater og familie for at gå på skoler, der allerede nu oplever overfyldte lokaler og en nærhed under pres. Det kunne være interessant, om en del Emma’er og William’er også ville miste deres frie skolevalg, hvis de blev udsat for testen.

Skoler i Vestbyen er gang på gang blevet lukket. Uagtet byrådets gode intentioner med en ny super skole i Gellerup, frygter de, at elevgrundlaget og den socioøkonomiske sammensætning ikke bliver meget anderledes. De ressourcestærke forældre flytter ikke deres barn til områder, de anser for uattraktive, i stedet sender de barnet i privatskole eller udnytter det frie skolevalg og finder en anden skole. Det er dog ikke kun i Vestbyen, at den tendens gør sig gældende. Andelen af forældre og elever som vælger den lokale folkeskole fra stiger år for år. En stabil skoledrift, bæredygtig sammensætning af elever med og uden udfordringer og antallet af elever i klassen er alle faktorer, som spiller ind, når der skal vælges skole. Det kunne være interessant at kigge mod Sverige, hvor forældre i Lund kommune ud fra en fordelingsmodel vælger mellem alle kommunens skoler i stedet for at få tildelt en skole tættest på hjemmet. Ud fra en rangering af, om eleverne har søskende på skolen, om de bor tæt på og andre kriterier opleves der en større tilfredshed med den skole, som elever og forældre får tildelt. Det har ført til at skolerne nu har en mere blandet elevsammensætning og et opgør med et skolesystem der uretfærdigt og uigennemsigtigt. Det kunne tænkes, at en lignende fordelingsmodel og en aktiv prioritering og valg af skole også medførte en forpligtelse til at bakke op om skolen.

Med den viden vi har nu, kan vi ikke være bekendt at tage udvalgte børn ud af deres lokalmiljø.

Elever fra Vestbyen skal have solid faglig ballast i rygsækken og samme muligheder i livet som børn fra andre bydele i Aarhus, og udstationering har i den henseende vist sig ikke at være den rette løsning. De mangeårige besparelser i folkeskolen har medført større klasser og en uhørt stor inklusionsopgave, der ikke ligefrem har gjort integrationsopgaven mindre. Det vil i stedet kræve investeringer og nytænkning af skolevalg, hvis politikerne reelt ønsker stærke folkeskoler som frivilligt vælges til. Balancen mellem skolens udfordringer og muligheder er altafgørende, hvis fællesskabet skal blive en fordel for alle.

Fremadrettet bør der ikke alene fokuseres på busbørnene og de eventuelle kompetencepersoner på modtagerskolerne, men på ledelse, lærere, pædagoger, eksisterende børn og forældregruppe i klassen. Det er afgørende, at den økonomiske model, der fordeler pengene og ressourcerne til de tosprogede elever, skal have et kasseeftersyn, så det sikres, at pengene reelt går til formålet, og at de rigtige kompetencer til at løfte eleverne både fagligt og socialt er til stede. Århus Lærerforening har igennem en årrække forsøgt at gøre opmærksom på, at de midler, som byrådet har afsat til blandt andet elever med dansk som andetsprog ikke har været udmøntet til formålet. Det kræver tid, ressourcer og helhedstænkning i alle dele af barnets liv og omgivelser, hvis udviklingen skal vendes.

Lige nu er det alt andet end rimeligt, at børn og unge uanset baggrund og sproglige kundskaber betaler prisen for politikernes berøringsangst og fejlslagne bolig-, integrations- og socialpolitik. Der skal i langt højere grad kigges på, hvad der er godt for det enkelte barn. To lærere i undervisningen, færre elever i klassen, sprogundervisning med de rette fagpersoner og tid og ressourcer til at opbygge fællesskab er vigtige forudsætninger, hvis skolen skal løfte opgaven. Med den viden vi har nu, kan vi ikke være bekendt at tage udvalgte børn ud af deres lokalmiljø. Vi skal som samfund i stedet komme ind i kampen for at finde nye og fælles løsninger, der i sidste ende giver børnene en bedre start på livet.

Link til debatindlægget: https://jyllands-posten.dk/aarhus/meninger/breve/ECE12209378/tryk-stop-og-stands-skolebussen/

Emner

Målgruppe