Malling Skole lukker midlertidigt

Malling Skole i Aarhus er fra onsdag morgen midlertidigt lukket for elever og medarbejdere efter to tilfælde af corona-smitte på skolen. Sådan skriver Børn og Unge i en pressemeddelelse.

Malling Skole i Østjylland lukker midlertidigt, efter at to elever er smittet med coronavirus. Skolens elever, forældre og medarbejdere er orienteret om, at skolen er midlertidigt lukket. Lukningen af skolen rejser en række spørgsmål blandt andet om den manglende undervisning.

- Vi vil selvfølgelig gøre alt for hurtigst muligt at komme tilbage til en almindelig skoledag, når skolen åbner igen. Malling Skole er formentlig ikke den eneste skole i landet, der vil lukke. Derfor søger vi råd og vejledning hos Undervisningsministeriet og i KL, så vi får ens forhold for elever, forældre og medarbejdere, siger Martin Østergaard, direktør i Børn og Unge.

Styrelsen for Patientsikkerhed forklarer, at smitten af de to elever kan spores direkte tilbage til et udenlandsk risikoområde. Det er styrelsens anbefaling at Malling Skole sammen med den lokale fritids- og ungdomsklub samt skolens SFO midlertidigt lukkes ned. Århus Lærerforening følger situationen nøje og står klar med råd og vejledning til medlemmerne.

- Alle bliver nervøse i sådan en situation. Og der opstår mange spørgsmål, når man lige pludselig ikke kan møde på arbejde. Men en karantæne iværksat af sundhedsmyndighederne giver ret til løn under fraværet, da en karantæne kan sidestilles med sygdom, siger formand for Århus Lærerforening Jesper Skorstengaard.

Aarhus Kommune anmoder alle forældre og medarbejdere i Malling om at følge de retningslinjer, der kommer fra Styrelsen for Patientsikkerhed og generelt holde sig opdateret.

- Det er en ærgerlig og besværlig situation, som vi gerne ville have været foruden, men vi ønsker på alle måde at bakke op om myndighedernes kamp for at inddæmme og forsinke corona-smitte. Derfor følger vi naturligvis de anvisninger, som Styrelsen for Patientsikkerhed har bedt os følge, og lukker skolen fra og med i morgen tidlig, lyder det fra Martin Østergaard.

Se Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside: https://stps.dk/#

Emner

Målgruppe