Lærerdagbog i en corona-tid

corona_dagbog
Her på hjemmesiden var det i løbet af foråret 2020 muligt at følge to læreres dagbogsindlæg fra den nye arbejdshverdag, der ramte dem og alle andre i kølvandet på COVID-19 og nedlukningen af det danske samfund.

Michelle Lyngsdal arbejder til dagligt på Engdalskolen og Dorthe Krejlgaard er på Viby Skole. I dagbøgerne kunne du læse om de tanker, de gjorde sig i en tid, hvor skoler var lukkede og blev genåbnet og elever blevet undervist igennem en skærm. 

Her har du begge læreres refleksioner over forårets periode.

 

Jeg sætter pris på tredimensionelle mennesker og øjenkontakt.

Michelle Lyngsdal - dagbogsforfatter
Michelle Lyngsdal 

Verden forandrer sig hele tiden, og vi forandrer os med den. Med os har vi alle en eller flere store skelsættende begivenheder, der sætter vores virkelighed og dagligdag i perspektiv.  

Sådan var det, da Mette Frederiksen med alvorstung mine i midten af marts, bød landet at holde vejret, at holde afstand og at vaske hænder i de næste mange måneder. Undervejs i pressemødet sagde hun flere gange, at Danmark aldrig ville blive den samme igen, og dermed trak hun en tydelig før-og-efter-streg i sandet hos hele befolkningen.

Det var helt tydeligt, at folk tacklede de to nedlukningsmåneder vidt forskelligt. Nogle nød afbrækket fra hamsterhjulet og andre var pressede af at skulle kombinere hjemmeskole med hjemmearbejde.  

For mig var de to måneder virkelig hårde. Det var ikke nemt at bo alene og så ikke have mulighed for kontakt med andre mennesker end via en skærm. Dagene flød ofte sammen. Når jeg var på arbejde, var jeg hjemme, og når jeg var hjemme, var jeg på arbejde. Nogle dage mistede jeg tidsfornemmelse og overblik, andre dage fungerede min hjerne bedre.

Da jungletrommerne endelig varslede en delvis åbning af skolerne, blev jeg glad og lettet. Det slog derfor ret hårdt, da det viste sig, at det kun var de yngste elever, der måtte starte igen efter påske.

Jeg misundte mine kollegaers nye dagligdag, også selvom den inkluderede vaskehal i fysiklokalet og mobile toiletter. I de mørkeste stunder følte jeg mig usynlig og ekskluderet i forhold til mit arbejde, fordi jeg ikke måtte komme på skolen - også selvom jeg jo egentlig godt vidste, at virkeligheden ikke var sådan.

Til at begynde med var arbejdet med nødundervisningen af de ældste elever sjov og udfordrende. Jeg brugte flere dage på at finde en rytme, som både eleverne og jeg kunne trives med. De gjaldt ikke kun mødetider og opgavemængde, men også den helt konkrete onlineundervisning, altså hvordan man i fællesskab kan skabe en god dansktime i et møde på Meet.

Efter udskolingen fik lov til at komme tilbage, kunne jeg endelig sænke både mine private og mine lærerskuldre. Lidt hverdag er bedre end ingen.

Men rundt om hører og læser jeg om kollegaer, der vil fortsætte med flere elementer af onlineundervisningen. Det kommer jeg nok aldrig rigtig til, jeg er nok noget reaktionær på det punkt. Både fra mit lille og et større samfundsmæssigt perspektiv har jeg svært ved at se ret mange positive ting ved fjernundervisningen. Hvis vi normaliserer det at undervise online, risikerer vi at slå skolen ihjel, synes jeg. Der vil ikke være nogen grund til at tænke almen og demokratisk dannelse, til at huske Grundtvig og til at betragte folkeskolen som en af (lokal)samfundets grundpiller. Mødestedet på tværs af kulturer og samfundslag forsvinder, for ingen børn, unge eller voksne får noget ud af at spejle sig i andre mennesker via et webcam.

Jeg tror ikke, at jeg er særlig godt rustet, hvis en ny nedlukning truer. Bevares – jeg har styr på teknikken, og mine evner udi at finde på nødundervisningsegnede opgaver er blevet bedre, men som menneske og lærer, frygter jeg det. For jeg er altså bedst til mennesker, der er tredimensionelle, og som jeg kan se i øjnene og dele en kold cola zero med.

 


 

Nu har jeg prøvet hjemmeskole, det behøver jeg ikke igen.

Dorthe Krejlgaard - coronadagbog
Dorthe Krejlgaard Nielsen

Tilbage sammen med eleverne og kollegaer på Viby Skole. Jeg er vild med det. Eleverne i 8.z har i hele corona-reglementet haft det en anelse svært med at holde fingrene fra hinanden. De har savnet nærværet både til kammerater og til deres lærere. Jeg har savnet stemmer i overgang, fnis og røde kinder, duften af 1½ liter discount ice tea fra Føtex. Teenagere er jo ret fantastiske. Det tog corona-hjemme-undervisning fra mig i otte uger.

Efter fire uger hjemme havde jeg en eksistentiel krise. Jeg blev rastløs, ustruktureret, irriteret og gad godt, at eleverne var lidt mere på, når vi afholdt Google Meets. Derfor kastede jeg mit skema op i luften. Den nye plan var struktureret og indeholdt; online-undervisning, forberedelse, online-møder, træning, madlavning og benhårde regler for SoMe. Jeg fandt mening, og krisen var afviklet.

Eleverne skulle også lave et nyt skoleskema, et der gav mening for dem, alle timer skulle indgå, og det var et krav, at de kom udenfor hver dag. Løb-og-læs-udfordring var et ekstra tiltag til dem, der havde lyst, her kunne de og jeg skrive deres motion og læsning ind for hver eneste dag. Det opstod der selvfølgelig konkurrence omkring. Fedt! Da både de og jeg blev klogere undervejs, blev skoleskemaet redigeret af et par gange. Jeg har oplevet, at det har været nemmere at differentiere elevernes arbejdsindsats og opgavemængde i hjemme-skolen. Ingen tvivl om at mine elever har fået mere og bedre feedback på deres opgaver, jeg har nemlig haft tid til det vigtigste i processen.

Skal man sætte det lidt skarpt op, så har de disciplinerede elever klaret sig godt i hjemmeskolen, de har formået planlægge deres hverdag og nå opgaverne. Den anden gruppe, de ustrukturerede og ikke-disciplinerede, har ikke fået lavet alle opgaverne, de manglede helt enkelt læreren ved deres side til at skabe faglig tryghed og lige forklare opgaven igen. De og deres forældre har kæmpet hver eneste time for at komme igennem.

Corona-skemaet på Viby Skole tilbyder nu fem timers skole hver dag. Ren luksus. Hver eneste dag har vi en udeaktivitet. Undervisning indenfor har været i grupper, det gjorde vi også i hjemmeskolen. Oplæg fra mig, ud i grupperne for at løse opgaven, vejledning og opsamling inden vi går hjem. Mine elever gør mig glad og stolt. Senest i dag hvor de har leveret reality-dokumentarer, hvor det tydeligt fremgik, at de har lært noget. Det har jeg savnet.

Jeg tror på, at eleverne gør deres bedste, både i corona-skolen og i den ægte skole, men jeg foretrækker den ægte udgave.