Styrk eller genstart fællesskabet med støtte fra ÅLF

Aktivitetspuljen 21/22
Igen i år har medlemmer af Århus Lærerforening mulighed for at søge op til 7.000 kroner til konkrete initiativer, som styrker fagligheden eller fællesskabet. Aktivitetspuljen har til formål at bringe medlemmer og forening tættere på hinanden.

Århus Lærerforening ønsker, at foreningen og dens medlemmer kommer tættere på hinanden, så begge parter får større indsigt i, hvad der rører sig. Aktivitetspuljen er et tiltag, som foreningen har søsat for at imødekomme denne ambition. Puljen skal hjælpe medlemmerne til i højere grad at kunne stable aktiviteter og arrangementer på benene, så det lokale og faglige fællesskab bliver endnu stærkere.

- Aktivitetspuljen er en oplagt mulighed for at få pustet nyt liv ind i de gode fællesskaber, som der allerede er ude på skolerne, siger næstformand i Århus Lærerforening, Søren Hansen.

Det er ikke alle aktiviteter, som man kan søge støtte til, men foreningen opfordrer medlemmerne til at være kreative i deres ansøgninger og tænke ud af boksen.

- Vi har fastsat et formål, som de forskellige aktiviteter og arrangementer skal indfri, men vi er slet ikke afvisende over for idéer af en mere skæv og alternativ karakter. Derfor vil jeg gerne opfordre alle foreningens medlemmer, som drømmer om at igangsætte et initiativ, til at få sendt en ansøgning afsted, siger Søren Hansen.  


Fakta: Om aktivitetspuljen

- Ansøgningsfristen for aktivitetspuljen er 30. oktober 2023

- Du kan finde ansøgningsskemaet her

- Har du spørgsmål, kan du henvende dig til næstformand Søren Hansen på 3029 5071 eller shns@dlf.org