Arrangementer og kurser Seniorarrangementer

Foredrag om HÅB – En tur bag tremmer med Tom Hansen

Vi fik på en eftermiddag gennem den tidligere fange, Tom Hansen, et malende indblik i, hvordan livet både som indsat og som løsladt er.

Af Kirsten Boelt

Tom Hansen blev idømt 7 års fængsel for drabsforsøg på sin tidligere kæreste. Han havde ikke haft en kriminel fortid, havde haft fast arbejde gennem 25 år, havde hus og kæreste. På et tidspunkt går det galt med forholdet, og han handler i afmagt.

Det blev starten på et liv først som varetægtsfange, senere på lukket fængsel sammen med alle de hardcore kriminelle, hvor hierarki og store muskler bestemte. Dagene var trivielle og præget af frygt. Ved et tilfælde kommer Tom i kontakt med organisten ved fængselskirken, og hun opfordrede Tom til at komme med i kirken. Det var i begyndelsen kun kagen, der lokkede, men efterhånden blev Tom en del af koret og er den dag i dag med i fangernes kor.

Tom blev løsladt efter 4 år og 8 måneder med restriktioner og samfundstjeneste.

I dag arbejder han for Café Exit, som er en støtteorganisation for nuværende og tidligere fanger. Han rejser rundt og holder foredrag og stiller bl.a. spørgsmålene: Hvordan behandler man folk i fængsler, og hvordan behandler man folk, når de kommer ud? Der er ikke megen hjælp at hente nogle af stederne.