Arrangementer og kurser Seniorarrangementer

Rundvisning på Aarhus Ø tirsdag den 18. maj 2021

På denne forårsdag lykkedes det os endelig i Seniorklubben at komme i gang med årets første arrangement.

Af Jonna Andersen

Der var rift om pladserne til denne tur, og 75 seniorer havde tilmeldt sig. Alle trængte til at komme hjemmefra og være sammen med gamle bekendte.  Uddeling af kalendere tiltrak også!

Vi havde 4 dygtige guider fra AarhusGuiderne til at stå for rundvisningen. Vi blev vist rundt i det nye og spændende kvarter på Havnefronten. De mange forskellige boligområder og byggestile blev betragtet med interesse. Vi fik mange oplysninger om bygherrer og arkitekter, og vi så både færdige og igangværende boligtyper. Aarhus' højeste bygning på over 140 m og 42 etager er under opbygning lige nu. Man forventer, at der vil bo 10.000 mennesker på Aarhus Ø, når det er færdigudviklet. Hele området er påtænkt med grønne kiler samt vandkanaler på kryds og tværs. Området byder også på erhvervslokaler samt institutioner for alle aldersklasser. I takt med at flere og flere flytter derud, åbner restauranter, fitnesslokaler, supermarked mm. og området tiltrækker også folk udefra til bl. a. små udstillingshuse, små strandbarer og havnebadet.

Efter den dejlige tur rundt mødtes vi på restaurant Anker i fiskerihavnen. Vi nød kaffe og kage på deres hyggelige terrasse/gårdhave, og snakken og samværet var i top.