Michelle Lyngsdals corona-refleksioner

Jeg sætter pris på tredimensionelle mennesker og øjenkontakt.
Michelle Lyngsdal - dagbogsforfatter
Michelle Lyngsdal 

Verden forandrer sig hele tiden, og vi forandrer os med den. Med os har vi alle en eller flere store skelsættende begivenheder, der sætter vores virkelighed og dagligdag i perspektiv.  

Sådan var det, da Mette Frederiksen med alvorstung mine i midten af marts, bød landet at holde vejret, at holde afstand og at vaske hænder i de næste mange måneder. Undervejs i pressemødet sagde hun flere gange, at Danmark aldrig ville blive den samme igen, og dermed trak hun en tydelig før-og-efter-streg i sandet hos hele befolkningen.

Det var helt tydeligt, at folk tacklede de to nedlukningsmåneder vidt forskelligt. Nogle nød afbrækket fra hamsterhjulet og andre var pressede af at skulle kombinere hjemmeskole med hjemmearbejde.  

For mig var de to måneder virkelig hårde. Det var ikke nemt at bo alene og så ikke have mulighed for kontakt med andre mennesker end via en skærm. Dagene flød ofte sammen. Når jeg var på arbejde, var jeg hjemme, og når jeg var hjemme, var jeg på arbejde. Nogle dage mistede jeg tidsfornemmelse og overblik, andre dage fungerede min hjerne bedre.

Da jungletrommerne endelig varslede en delvis åbning af skolerne, blev jeg glad og lettet. Det slog derfor ret hårdt, da det viste sig, at det kun var de yngste elever, der måtte starte igen efter påske.

Jeg misundte mine kollegaers nye dagligdag, også selvom den inkluderede vaskehal i fysiklokalet og mobile toiletter. I de mørkeste stunder følte jeg mig usynlig og ekskluderet i forhold til mit arbejde, fordi jeg ikke måtte komme på skolen - også selvom jeg jo egentlig godt vidste, at virkeligheden ikke var sådan.

Til at begynde med var arbejdet med nødundervisningen af de ældste elever sjov og udfordrende. Jeg brugte flere dage på at finde en rytme, som både eleverne og jeg kunne trives med. De gjaldt ikke kun mødetider og opgavemængde, men også den helt konkrete onlineundervisning, altså hvordan man i fællesskab kan skabe en god dansktime i et møde på Meet.

Efter udskolingen fik lov til at komme tilbage, kunne jeg endelig sænke både mine private og mine lærerskuldre. Lidt hverdag er bedre end ingen.

Men rundt om hører og læser jeg om kollegaer, der vil fortsætte med flere elementer af onlineundervisningen. Det kommer jeg nok aldrig rigtig til, jeg er nok noget reaktionær på det punkt. Både fra mit lille og et større samfundsmæssigt perspektiv har jeg svært ved at se ret mange positive ting ved fjernundervisningen. Hvis vi normaliserer det at undervise online, risikerer vi at slå skolen ihjel, synes jeg. Der vil ikke være nogen grund til at tænke almen og demokratisk dannelse, til at huske Grundtvig og til at betragte folkeskolen som en af (lokal)samfundets grundpiller. Mødestedet på tværs af kulturer og samfundslag forsvinder, for ingen børn, unge eller voksne får noget ud af at spejle sig i andre mennesker via et webcam.

Jeg tror ikke, at jeg er særlig godt rustet, hvis en ny nedlukning truer. Bevares – jeg har styr på teknikken, og mine evner udi at finde på nødundervisningsegnede opgaver er blevet bedre, men som menneske og lærer, frygter jeg det. For jeg er altså bedst til mennesker, der er tredimensionelle, og som jeg kan se i øjnene og dele en kold cola zero med.