Før initiativet ud i livet med støtte fra Århus Lærerforening

CSV på Trapholt_1
Medlemmer af Århus Lærerforening kan igen i år søge op til 7.000 kroner til initiativer, som styrker fagligheden eller fællesskabet på arbejdspladsen. Gennem aktivitetspuljen ønsker foreningen at forbedre mulighederne for, at medlemmerne kan føre initiativer ud i livet, og at der bliver skabt større sammenhæng mellem foreningens politiske arbejde og arbejdet ude på arbejdspladserne.

Medlemmer fra CSV i Aarhus, der til daglig tilbyder rehabiliterings- og undervisningsforløb for udsatte borgere, ansøgte sidste år om midler fra aktivitetspuljen. Midlerne skulle gå til en dag med faglig sparing fra kollegaer med tilsvarende arbejdsopgaver i Kolding og et socialt indslag fra Trapholtmuseet. På grund af corona blev dele af dagen udskudt til senere, men tillidsrepræsentant Philip Nordstrøm Munck er alligevel begejstret for, at de fik muligheden for at komme afsted.

- Hvis det ikke havde været for aktivitetspuljen, så var vi ikke kommet afsted. Det er en stor gevinst at få snakket med nogle kolleger, som jeg ikke får snakket så meget med i hverdagen. Det styrker sammenholdet og fællesskabet på arbejdspladsen, lyder det fra Philip Nordstrøm Munck, der understreger, at aktivitetspuljen bedst giver mening, når den enkelte arbejdsplads selv kan tilrettelægge dagen og finde det relevante faglige indhold.

Århus Lærerforening er glad for, at medlemmerne bruger aktivitetspuljen til at stable arrangementer og aktiviteter på benene. Foreningen støtter ikke alle arrangementer, men opfordrer medlemmerne til at være kreative og tænke ud af boksen, ligesom medlemmerne fra CSV har gjort.

- Fællesskabet og den samlede styrke har jo altid ligget fagorganisationer på sinde, så der er intet nyt under solen der. Men med aktivitetspuljen er det vores håb, at der ude blandt medlemmerne kan tages initiativ til endnu flere tiltag, som vil komme fællesskabet til gavn, siger næstformand i Århus Lærerforening Dorthe Ryom Fisker.

Selvom turen ikke blev helt som planlagt, er medlemmerne fra CSV glade for, at de kom afsted. Dagen gav anledning til gode snakke og ny inspiration, som de ellers ikke ville have fået.

- For os var det en god konstruktion, at der var noget i programmet, som kunne udfordre os fagligt, og som vi kunne tage med tilbage. Men også at der var indslag, som gav smil på læben, grin og udfordrede os kulturelt. En sidegevinst ved museet var, at der er mange udsatte borgere, som ikke har overskud til at bruge kulturlivet, og jeg fik derfor også nogle gode snakke med mine kollegaer om, hvordan vi i højere grad kan inkludere psykisk sårbare i kulturlivet. Snakke som vi sikkert ikke ville have haft i vores pause, forklarer Philip Nordstrøm Munck. 

Aktivitetspuljen udbydes for at foreningen kan komme tættere på medlemmerne og styrke sammenholdet. Det er igen i år muligt at søge midler i aktivitetspuljen. Ansøgningsfristen er den 1. november.

- Der findes jo allerede i dag masser af gode faglige fællesskaber ude på arbejdspladserne, men der helt sikkert plads til flere. I foreningen har vi fastsat et formål, som aktiviteterne, arrangementerne og initiativerne skal opnå, hvis de modtage støtte fra puljen. Men vi er meget imødekommende over for de mere skæve, atypiske og alternative initiativer også, forklarer Dorthe Ryom Fisker.


Om aktivitetspuljen

- Ansøgningsfristen for aktivitetspuljen er 1. november

- Du kan finde yderligere oplysninger og ansøgningsskemaet her

- Har du spørgsmål, kan du henvende dig til Dorthe Ryom Fisker på 51922492 eller dofi@dlf.org

Målgruppe