Generalforsamlinger GF 2020

Jesper Skorstengaard - Valgoplæg

Skolen har brug for bedre rammer og professionel indflydelse

JesperSkorstengaard2020

Jesper Skorstengaard,
Formand

Politikerne står i kø for at redde landets folkeskole, men ingen vil betale det, det koster. Med Aarhus Kommunes økonomianalyse blev der sat to streger under den kendte sandhed, at specialområdet og inklusionen er underfinansieret. Derfor undrer det ikke, når dygtige og engagerede medlemmer må kaste håndklædet i ringen, fordi de ikke længere kan lykkes med deres opgave. Økonomiens røde tal danner en urimelig ramme om folkeskolen og opgaven med at inkludere børn med særlige behov. Der er brug for nye langsigtede løsninger, der sætter en stopper for medlemmernes sisyfos-arbejde, og som giver et reelt økonomisk løft, der kan mærkes helt ud i klasseværelset. 

Med justeringen af Aarhusaftalen og loftet over undervisningen har vi opnået en væsentlig erkendelse af, at et højt undervisningstimetal umuliggør en undervisning, hvor der skal tages højde for hver enkel elevs trivsel og faglighed. Aftalen sender et tydeligt signal om, at besparelser ikke længere skal findes ved at sætte lærernes undervisningstimetal op, og at prioritering af forberedelse og efterbehandling af undervisningen er essentiel. Selvom vi langt fra er i mål, så er det små skridt fremad og skaber grundlag for, at vi kan blive ved med at udvikle den fælles folkeskole sammen.

Aarhusaftalen viser, at samarbejde, dialog og faglig kamp kan skabe resultater. Derfor skal vi som fagbevægelse og fagprofessionelle blive ved med at stille os i front med vores viden om undervisning – også når der skal findes nye løsninger på fx inklusionsspørgsmålet. Med medlemmerne i ryggen vil jeg blive ved med at invitere politikerne ind i skolegården, så de kan se, at vores medlemmer hver dag arbejder for at lave den bedste folkeskole. Men de skal også vide, at det arbejde kræver rammer, så medlemmerne har en rimelig chance for at levere den folkeskole. De fagprofessionelle ved, hvad der skal til for at give eleverne den bedste skole og undervisning – og den viden og erfaring tager jeg med ind i forhandlingsrummet, hvor samarbejdssporet har vist sig at være det bedste middel til at opnå de bedste resultater.