Gi’ eleverne ro og lærerne mulighed for at løse opgaven

Nedlukninger, hjemsendelser, genåbninger, udeskole, onlineundervisning og en regn af nye retningslinjer har været en del af skolens hverdag i mere end et år. Eleverne og lærerne er omstillingsmætte, og der er brug for ro til genetableringen af det faglige, fællesskabet og trivslen i skolen, lyder det fra Århus Lærerforenings formand Dorthe Ryom Fisker.

Omstillingsmæthed har meldt sig blandt elever og lærere. Århus Lærerforening opfordrer politikerne til at give skolen ro til opgaven og dæmpe omstillingstrangen i den næste genåbning af skolerne.

- Lige nu kæmper lærerne med at nå de faglige mål i fagene samtidigt med, at de har fokus på at genoprette fællesskabet i klassen. Eleverne skal have den bedst mulige skoledag, og det er lærerne som bedst ved, hvordan de får det. Derfor skal der ro på nu, siger formand i Århus Lærerforening Dorthe Ryom Fisker. Hun efterlyser fokus på den langsigtede strategi. Udgangspunktet skal være de nationale retningslinjer, der giver plads til, at skolerne lokalt kan indrette skoledagen på den bedste og mest sikre måde for såvel elever som lærere.

 

En ny rapport fra Aarhus Universitet viser, at mistrivslen blandt eleverne har været stigende i det seneste år med corona. I 2020 erklærede 15,5 % af eleverne i 5.-9.klasse sig helt eller delvis enige i at de følte sig ensomme. I 2021 var tallet steget til 26,0 %, dvs. næsten en fordobling. Der ligger en massiv opgave i at få eleverne tilbage i skolernes fællesskab. I Århus Lærerforening tror man ikke på at den opgave er løst inden sommer.

- Vi får en regning på den lange bane i form af mistrivsel hos eleverne. Ligesom der er flere indikatorer på, at lærerne også med det langvarige pres de seneste 14 måneder er ved at nå en grænse. Når vi skal arbejde med elevernes trivsel, skal lærerne også stå stærkt, og derfor skal der skabes ro om opgaven, siger Dorthe Ryom Fisker og fortsætter:

-Hverken børn eller voksne ved, hvornår de får normaliseret deres hverdag. Det er en stor belastning, og det stiller store krav til lærerne i en i forvejen usikker hverdag. Der er brug for færre forordninger og flest mulige frihedsgrader, så skal lærerne nok skabe den bedst mulige hverdag for eleverne.

Fra Christiansborg er der stor opmærksomhed på det faglige efterslæb. Dorthe Ryom Fisker opfordrer politikerne til at tildele midler, der rækker længere end til sommerferien. Ifølge hende kommer regningen til at strække sig langt ind i det næste skoleår, og det er politikerne nødt til at forholde sig til.

Emner

Målgruppe