SLF er en ny kultur, der kræver tid

”Gammel vin på nye flasker”. ”Endnu et projekt”. ”Spild af penge”. ”Vi har andre vigtige ting at bruge vores tid på”. Det er ikke altid i de mest flatterende vendinger, Stærkere Læringsfællesskaber (SLF) er blevet nævnt. På Viby Skole har SLF og den systematiske tilgang til samarbejdet og løbende evalueringer ikke været en nem nød at knække, men efterhånden har tilgangen vundet indpas på lærerværelset, hvor flere og flere oplever, at SLF giver mening for udviklingen af deres egen praksis.

”Til at begynde med var det kunstigt at skulle følge en model slavisk, og få den under huden var svært. Men jeg har også oplevet at få et problem debatteret igennem, finde løsninger og næste gang følge op på, om det gav en effekt. Det er givende at kunne lytte til kollegaerne og høre, hvad de tænker om en problematik, for det har vi ikke tid til i dagligdagen,” siger Lene Kjærgaard, der til daglig underviser i indskolingen. Hun tror, at frustrationer over SLF hænger sammen med et for stort arbejdspres: 

”Det er ikke SLF’s skyld, at arbejdet med SLF giver kritiske røster. Det handler mere om alle de mange andre arbejdsopgaver, man ellers har, og at corona yderligere presser og trætter folk. Men det er vigtigt, at vi undrer os sammen. Det er nødvendigt for vores job, at der er nogle at spare med. Vi kan ikke bare lukke døren til vores undervisning og gå hjem, når vi har fri. Det kan vi heller ikke med de forældre, vi har. De stiller også andre krav, end de gjorde en gang – og det er helt okay. Vi skal da kunne argumentere, for det vi går og gør,” siger hun.

Formålet med SLF er, at medarbejdere og ledere skal arbejde i et fællesskab, der løbende evaluerer og justerer egen praksis med afsæt i viden og lokale data. Særligt data-delen, der kan være alt fra elevprodukter til test og opgaver fra en bog, og de efterfølgende betragtninger har overrasket Mark Jørgensen. Han underviser til daglig i skolens specialklasser og har i arbejdet med SLF blandt andet kigget nærmere på elevernes humørbarometer, hvor han i fællesskab med kolleger har fundet løsninger i forhold til elever, der havde tendens til at forlade undervisningen.  

”Vi er stadig på øveplan endnu, så der er meget at lære i forhold til, hvordan vi bruger læringscirklen og organiserer teamsamarbejdet, så der arbejdes systematisk. Nogle er blevet positivt overrasket over, at hypoteser om elevers deltagelse i undervisningen ikke holdt stik. Data viste, at eleverne deltog langt mere end antaget. Med flere øjne og data kan ens egne forestillinger blive udfordret, og det kan give nye løsningsforslag, man ikke havde regnet med,” lyder det fra Mark Jørgensen, der mener, at SLF kan være et værktøj i værktøjskassen, for dem, der finder det gavnligt. 

Det skal virke nede i skoletaskerne

På Viby Skole har de gjort meget for at afsætte fast tid til arbejdet med SLF. Blandt andet har de forkortet skoledagen og givet mulighed for, at dansk- og matematiklærere fra samme årgang kan forberede sig sammen og være med i hinandens timer for at understøtte udfordrede elever. Skoleleder Dorthe Jensen har sammen med resten af ledelsen gjort meget ud af, at SLF skal give mening i de ansattes dagligdag. 

”Vi lever i en virkelighed, hvor nogen ret tit fortæller os, hvad vi skal og ikke skal. Og det skal vi finde vores egen vej ind i og få til at virke nede i skoletaskerne. Lærere er jo sunde, skeptiske folk, så vi gjorde meget ud af at tale ind i den virkelighed, vi i forvejen stod i, og vi fik koblet det til noget, som lærerne ønskede,” fortæller Dorthe Jensen, der oplever, at opbakningen til SLF blandt medarbejderne er vokset med tiden. 

Hun gjorde sig ingen forhåbninger om, at alle ville klappe i hænderne, da SLF blev introduceret, og en midtvejsevaluering viste da også, at flere medarbejdere havde svært ved at finde mening i SLF-tilgangen til arbejdet, mens andre var mere autonome i deres arbejde.  

”Det er urealistisk at tro, at alle er motiverede i den her proces, men vi kan gøre alt, hvad vi kan for at understøtte, at de bliver det. På en skole er der heller ikke kun SLF at forholde sig til. Der er også AULA og andre IT-systemer, fokus på ordblindeindsatsen og rigtig mange andre fokusområder, som vi skal gribe,” siger Dorthe Jensen, der tror, at den efterhånden store opbakning til SLF blandt andet skyldes, at skolen har en god kultur for konstruktiv kritik og diskussioner, når skoen trykker.

Den opfattelse deler tillidsrepræsentant Jesper Jørgensen. Han hører til nogle af SLF-skeptikerne og er bekymret for fremtiden for SLF, når finansieringen af projektet stopper. SLF er søsat på baggrund af A.P. Møller Fondens bevilling på 23,8 millioner kroner, der er fordelt ud på hele Aarhus Kommunes dagtilbuds- og skoleområde og som gennemføres i perioden 2019-2022. 

”SLF er interessant nok, men i en dagligdag med 25 bolde i luften så kan det virke besynderligt at bruge så meget tid på netop den ene bold. Man kan føle, at der er meget, man ikke når. Lige nu er der sat meget tid af til arbejdet med SLF, men den dag Mærsk-kronerne ikke længere ruller ind, hvor står vi så? Man kan også sætte spørgsmålstegn ved, om Maersk-kronerne ikke kunne være blevet brugt på noget andet,” siger Jesper Jørgensen og tilføjer, at coronakrisens udfordringer også har været udover det sædvanlige, og SLF i den forbindelse burde have været sat på pause. 

Jesper Jørgensen havde også gerne set, at A.P. Møller Fondens bevilling var blevet lagt ud til den enkelte skole eller et samlet skoledistrikt, der sammen fandt frem til et indsatsområde, de synes var vigtigt at fokusere på. 

Gode historier forbliver på matriklen

Før corona begyndte Viby Skole alle de fælles SLF-møder med, at to hold skulle komme med ’Den gode historie’, så de kunne blive udbredt til resten af skolen og SFO’en. Gode historier har været alt fra stille piger, der efter en håndholdt indsats er begyndt at sige mere i timerne, eller samfundsfagsopgaver, hvor eleverne i højere grad brugte fagtermer end før. 

”Jeg var imponeret over specialklassernes arbejde med nogle elever, som afbrød for meget. Ved hjælp af farvede tuscher registrerede læreren, hver gang en elev forstyrrede for at deltage i undervisningen, og når eleven afbrød undervisningen. Her blev det synligt for lærergruppen, at der med forstyrrelserne primært var tale om arbejdsuro – og det gav stof til eftertanke,” forklarer Lene Kjærgaard og understreger, at processen med at få udbredt arbejdet til kollegaerne er svær. 

”Vi samarbejder meget i min indskolingsgruppe, og så kommer det nok ikke så meget længere ud end vores egen lille rampe. Vi snakker tit om, at vi burde lægge det på Aula i en lukket mappe, men vi får det aldrig gjort,” siger hun.

Tendensen med snæver vidensdeling gør sig desværre også gældende på andre skoler, skolerne i mellem og mellem forvaltning og skole. Fælles på skolen er der bred konsensus om, at samarbejdet om faglige udfordringer på baggrund af data, diskussion af løsninger og læring er vigtigt. Men tillidsrepræsentant Jesper Jørgensen tror blandt andet, det handler om SLF’s systematiske og bestemte tilgang til at løse problemer og didaktiske udfordringer, der gør det svært at brede længere ud. 

”Det kan tage uendeligt langt tid, før problemet er kredset ind for så eventuelt at dele det med to naboskoler og få det kørt op igennem systemet. Jeg kan godt lide tanken om, at det som foregår på skolerne også kunne komme videre op i systemet, men jeg tror ikke, SLF er svaret,” siger han. 

Det har overrasket Lene Kjærgaard, hvor mange af kollegaernes problemstillinger i dagligdagen, hun har kunnet nikke genkendende til. For hende er den didaktiske diskussion vigtig, og hun håber derfor, at forvaltningen vil lægge øre til skolen og lytte til deres gode erfaringer. 

”Jeg tror da ofte, at menige lærere sukker efter, at forvaltningen lytter til, hvad der bliver lavet ude i skolen og på den baggrund laver om på praksis. Desværre foregår den proces for det meste omvendt, og skulle den foregå fra skolerne til forvaltningen, så er det ikke en pil, som er synlig”, slutter Lene Kjærgaard.