Formandsskifte: Ny mand i spidsen for fagligt samarbejde i Aarhus

Hans Henrik Hansen
Formand for HK Kommunal Østjylland Hans-Henrik Hansen bliver formand for Den Kommunale Fællesrepræsentation (DKF) i Aarhus, der er en paraplyorganisation af fagforeninger med medlemmer, der har Aarhus Kommune som arbejdsgiver.

Han afløser formand for Århus Lærerforening, Jesper Skorstengaard, der har stået i spidsen for DKF siden 2014, men som har valgt at stoppe sine politiske hverv ved udgangen af februar.

Hans-Henrik Hansen ser frem til at trække i arbejdstøjet for de mere end 17.000 kommunalt ansatte medlemmer, som DKF’s organisationer repræsenterer.

”Det er nogle store sko, der skal udfyldes efter den afgående formand, men jeg vil fortsætte den retning, der allerede er sat for DKF. Jeg glæder mig til at tage hul på opgaverne i den kommende periode,” lyder det fra den nyvalgte formand.

Hans-Henrik Hansen er oprindeligt administrativt fra Aarhus Kommune og har været formand for HK Østjylland siden 2008. Han vil fortsætte DKF’s samarbejdende tilgang til stor glæde for den afgående formand, Jesper Skorstengaard

”Jeg er glad for, at Hans-Henrik vil videreføre de sidste mange års gode samarbejdskultur i DKF, og på den måde skabe resultater til gavn for borgere og medarbejdere i Aarhus Kommune,” udtaler Jesper Skorstengaard.

 

Fakta
DKF er en paraplyorganisation med mere end 17.000 medlemmer og har siden 1917 varetaget de kommunalt ansattes interesser på det overordnede niveau i Aarhus Kommune. 

 

Pressemeddelelse

Emner

Målgruppe