Medlemmerne vil have reallønsstigninger

Måske er du i tvivl om, hvad en overenskomst er, hvordan den forhandles eller hvad den betyder for dig. Det er ok. I aftes var der hjælp at hente hos Århus Lærerforening, hvor medlemmerne drøftede, hvad de vigtigste krav til de kommende OK24-forhandlinger skal være.

I efteråret var det områder som inklusion, fokus på seniorerne samt kompetenceudvikling, der blev fremhævet af medlemmerne i Århus Lærerforening, da de blev spurgt til, hvad der er vigtigst for dem.  

I aftes fik medlemmerne så for alvor chancen for at komme med input til, hvilke overenskomstkrav Danmarks Lærerforening skal stille ved de kommende forhandlinger. Og her var der især ét krav, der brændte igennem de mange computerskærme, som var logget ind på det virtuelle Teams-møde: Krav om reallønsstigninger.

- OK24 adskiller sig fra tidligere forhandlinger på grund af inflationen i samfundet, der mindsker købekraften blandt vores medlemmer. Derfor fylder ønsket om reallønssikring eller reallønsstigning meget, siger Søren Hansen, næstformand i Århus Lærerforening.

På mødet blev det også understreget, at seniordage, omsorgsdage samt vilkår for nyuddannede lærere hører til kategorien af absolutte topprioriteter. Noget som ifølge Søren Hansen giver god mening i en tid, hvor arbejdsgiverne sukker efter øget arbejdsudbud:

- Hvis vores krav bliver imødekommet, er der større chance for, at medlemmerne kan holde til et langt arbejdsliv og måske endda tage et par år mere på arbejdsmarkedet. Dermed vil arbejdsudbuddet på den lange bane blive større til fordel for alle parter.

Den 22. maj er der deadline for input fra skoler og arbejdspladser. De endelige overenskomstkrav besluttes på DLF’s kongres den 19.-21. september 2023.

Emner

Målgruppe