Velfærdskrisen kræver højere skatter

Debatindlæg bragt i Aarhus Stiftstidende den 25. marts 2023

Så er den gal igen. På byrådsmødet for nylig i Aarhus stod det klart, at sparekniven igen truer vores by og det endda på et tidspunkt, hvor udmøntningen af de seneste besparelser kun lige er begyndt.

Regeringen har sat som mål at spare 2,1 milliarder kroner på kommunal administration frem mod 2030, og i tillæg til det frygter vi, at den kommende økonomiaftale ikke kommer til at bidrage til løsningen af den velfærdskrise, som kommunerne befinder sig i.

Vi genudsender derfor, fra byens samlede fagbevægelse, vores advarsel fra august 2022, hvor vi gjorde opmærksom på, at besparelserne får voldsomme og vidtrækkende konsekvenser.

Vi havde lige inden lavet en borgerundersøgelse, hvor vi havde spurgt århusianerne om deres holdninger til en skattestigning. Århusianerne var bekymrede, men på trods af inflation og privatøkonomisk usikkerhed svarede halvdelen af byens borgere, at de hellere vil hæve skatten end spare på velfærden.

Så vi gentager her vores opfordring til politikerne til reelt at lytte til borgerne. Lad være med at gentage den hurtige konklusion om, at det at hæve skatten ikke er en mulighed. For uden en skattestigning vil de menneskelige omkostninger være for store.

På byrådsmødet gav borgmester Jacob Bundsgaard udtryk for, at Aarhus bør være solidarisk med de kommuner, der vil blive straffet, hvis vi hæver skatten. Men selvom Aarhus er en stor kommune, så er det ikke vores opgave at passe på for eksempel Langeland og Guldborgsund, som borgmesteren nævnte. Det ansvar ligger hos regeringen, som må lave en model, der muliggør handlefrihed for de enkelte kommuner.

Emner

Målgruppe