En stemmeprocent på 100: TR'eren Cecilie nægter at give op

Img 1941 Final2
Afstemningen om OK24 er i fuld gang, og i skrivende stund har 44 procent af medlemmerne i Århus Lærerforening afgivet deres stemme. Men på Bavnehøj Skole er der fuld plade med 100 procent. Læs her hvorfor.

Cecilie Kristensen Blaabjerg, du er tillidsrepræsentant på Bavnehøj Skole, hvor 43 ud af 43 medlemmer har stemt om OK24. Hvordan er I lykkedes med det?

- Mine kollegaer og jeg er altid meget opsatte på at nå en stemmeprocent på 100, og det er ikke første gang, at det lykkes. Hver gang der tikker en ny stemme ind, ringer jeg med klokken i personalerummet og råber ud, hvor mange der mangler.

Du har været TR siden 1999. Hvad er hemmeligheden bag en høj stemmeprocent?  

- Det er egentlig meget simpelt. Det kræver en pågående, vedholdende og systematisk tillidsrepræsentant. Jeg sender et link ud til alle medlemmerne, så de bare skal klikke en enkelt gang for at komme til afstemningen. Det hele skal være nemt, så de ikke skal lede efter en eller anden gammel mail. Og så går jeg direkte hen til hver kollega og spørger, om vedkommende har husket at stemme. Dem som er på barsel eller orlov, skriver jeg til på Messenger. Når man har stemt, sætter man et kryds på en liste, som jeg har hængt op i personalerummet. Herefter skriver man sit navn på et stykke papir, og så trækker jeg lod på mandag om en god flaske vin.

Bliver dine kollegaer aldrig trætte af, at du bliver ved med at spørge, om de har husket at stemme?

- Det kan da godt være, men det tager jeg ikke så tungt. De ved jo, at jeg bliver ved uanset hvad.

Der kan stemmes om OK24 frem til den 14. april kl. 23.59. Arbejdspladser med de højeste stemmeprocenter får overrakt ÅLF's nye vandrepokal af formand Dorthe Fisker. 

 

Emner

Målgruppe