På vej mod en mere praktisk folkeskole?

Med udnævnelsen af Matias Tesfaye som børne- og undervisningsminister var der håb for en mindre boglig-teoretisk skole. I forligskredsens aftale om folkeskolens kvalitetsprogram er der da også gode takter i form af obligatorisk praktik og flere valgfag i udskolingen.

Men det er en stor skuffelse, at man vil afskaffe billedkunst i 1. klasse. For her bryder man med tænkningen om, at der er en sammenhæng mellem dagtilbuddenes læreplanstemaer, børnehaveklassens kompetenceområder og de fag, eleverne får i 1. klasse. Man ødelægger simpelthen muligheden for at arbejde med børnenes billedkompetencer i et ubrudt forløb. Et behov der kun er blevet større i en verden, hvor børn udsættes for en lind strøm af billeder på digitale medier. Og hvor børnehaveklasseledere i stigende grad frustreres over børn, der knapt kan holde på en blyant, når de starter i skolen.

Folkeskoleaftalens tilgang til praksisfaglighed understreger desværre, at politikerne fortsat primært ser den som et middel til at få flere elever til at søge en erhvervsuddannelse, og som noget der i bedste fald skal være med til at hindre skoletræthed i de ældste klasser.

Nu skal folkeskolen som bekendt ikke kun uddanne, men også danne. Der er brug for at skrue op for de praktisk-musiske fags store dannelsesmæssige betydning. Men de praktisk-musiske fag lider under manglende fokus fra beslutningstagernes side, og afskaffelsen af kravet om fuld kompetencedækning i indskolingen vil alt andet lige komme til at gå ud over kvaliteten i undervisningen af netop de små fag.

Vi ved fra forskningen, at tænkning og læring – i langt højere grad end man tidligere har antaget - foregår i et samspil mellem krop, hjerne og kontekst. Hvis vi tog denne viden alvorligt, ville skoledagen blive langt mere varieret og meningsfuld og med langt flere aktivt deltagende børn. Den skole er vi desværre milevidt fra. Vi må håbe, at de nye fagplaner kommer til at afspejle et praksisperspektiv. Det kunne være et sted at starte. 

Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.