Generalforsamling 2021 satte rekord

Dorthe I Groen
Århus Lærerforenings generalforsamling 2021 var en af de hurtigste i foreningens historie. Omkring 70 medlemmer deltog og var vidne til, at formalia og mundtlig beretning blev gennemgået og overstået på godt og vel 34 minutter. Sidstnævnte kan du her få smagsprøve på.

”Vores erfaringer og lignende fra hele landet har været afgørende for den politiske aftale, der den 2. juni blev indgået på Christiansborg. Det en kæmpe sejr for Danmarks Lærerforening og derfor selvfølgelig også for os.

En aftale om øget frihed til folkeskolen, en aftale, der giver et fornyet håb for folkeskolen og ikke mindst for, at vi inden for en overskuelig fremtid kan få taget det endelige opgør med den folkeskolereform, vi lærere, fra start af godt vidste ville fejle.

Det er derfor, at jeg i dag har valgt at tage min meget grønne kjole på. Grøn er håbets farve. Og denne kjole er måske alligevel så grøn, at den i en overført betydning nærmer sig naivitet. Men det er også der, jeg godt tør vove at tage jer hen - i en smuk balance mellem håbets naivitet og virkelighedens realisme.

For det er nu, at vi - professionen skal tage ordet og få sat aftryk på fremtidens folkeskole. I det skoleår, som ligger foran os, bliver det muligt at lave lempelser i forhold til den lange skoledag, elevplaner, kvalitetsrapporter og kravet om undervisningsfagskompetence. Det er langt fra nok til at nå i mål med det, vi ved, der skal til for den gode skole, men det er det første skridt på vejen.

Vi har tidligere i dag været i dialog med de tillidsvalgte om de muligheder, der er i den nye aftale, og selvfølgelig også udfordringen i, at aftalen kommer så tæt på sommerferien, hvor langt de fleste skoler er færdige med planlægningen af det kommende skoleår.  
Men det skal ikke forhindre os i at gå til opgaven. Ja, godt nok endnu en opgave, der skal løses i skolen, men en opgave med muligheder og en reel chance for, at vi som lærere, med vores viden og erfaringer, kan tage - og få ordet og med professionens stemme bidrage til at ændre folkeskolen til den bedste og ikke mindst en fremtidssikret udgave af sig selv.

Undervisningsministeren har indbudt folkeskolens parter til et nyt partnerskab ”Sammen om skolen”. Jeg har født ideen om en Aarhus-udgave af det samme partnerskab, og jeg vil inden sommer invitere vores rådmand til at tage initiativet
- Og jeg kan godt afsløre, at jeg allerede har nævnt det for rådmanden, og jeg lover ikke for meget, hvis jeg siger, at han synes rigtig godt om ideen,” sagde formand for Århus Lærerforening blandt andet på årets generalforsamling.

 

Målgruppe