Afstemning om OK21: Coronaoverenskomst var den bedst opnåelige

OK21
Et flertal i Århus Lærerforenings styrelse anbefaler at stemme ja til de nye de nye offentlige overenskomster, mens to styrelsesmedlemmer stadig er uafklarede. Fælles lyder det, at resultaterne af overenskomstforhandlingerne var de bedst opnåelige i en coronakrise.

En sikring af reallønnen for alle lærerforeningens medlemmer de kommende tre år var Danmarks Lærerforenings hovedmål for overenskomstforhandlingerne i 2021. Nu venter der urafstemning blandt lærerne, og den opfordrer et flertal af Århus Lærerforenings styrelse medlemmerne til at stemme ’ja’ til.

Styrelsesmedlem Flemming Pedersen mener, at overenskomstresultatet skal ses i lyset af den økonomiske krise, som pandemien vil trække efter sig. Han er derfor ikke i tvivl om, at han stemmer ja til overenskomstresultatet, når urafstemningen går i gang. 

- Det er en god aftale i lyset af Covid-19 og de økonomiske usikkerheder det medfører. Aftalen sikrer, at alle medlemmer kan få en lønudvikling, siger Flemming Pedersen.

Urafstemningen blandt DLF’s medlemmer finder sted fra tirsdag den 6. til mandag den 19. april. Der afholdes i den forbindelse to virtuelle medlemsmøder om overenskomstresultatet torsdag den 25. marts kl. 17:30-18:30 (deltag via dette link) og onsdag den 7. april kl. 17:00-18:00 (deltag via dette link).

Styrelsesmedlem Bine Herold ser positive takter i overenskomstresultatet, men også udfordringer. Hun vil gerne fordybe sig mere i aftalen, før hun tager sin endelige beslutning. 

- Jeg forestiller mig, at jeg i sidste ende stemmer ja til resultatet. Den økonomiske del af aftalen bliver ikke bedre i en tid somme denne, og vi skal passe på med, hvad vi ønsker os. Jeg er mere beklemt med de projekter, der igangsættes. Jeg havde gerne set, at overenskomsten havde mere fokus på, hvordan man holder til lærerjobbet med mange år tilbage på arbejdsmarkedet, lyder det fra Bine Herhold, der håber, at man ved næste overenskomst vil have mere fokus på den store flok af medlemmer, som skal være i folkeskolen, til de er i slut 60’erne.

Der var hverken klapsalver eller jubelscener til Århus Lærerforenings styrelsesmøde, da overenskomstresultatet var på dagsorden. I det overvejende fælles-ja lå reallønsstigningen til medlemmerne, men også elementer som efteruddannelse og praktiklæreruddannelse, som man kan bygge videre på ved kommende overenskomstforhandlinger. Medlemmerne får også mulighed for at komme lidt flere penge i pensionsposen, fordi de via fritvalgsordningen kan veksle en lønforhøjelse på fremover 1,38 procent til pensionsindbetaling. Endelig er der også lønløft til professionsbachelorerne i ernæring og sundhed og til UU-vejlederne, ligesom parterne har lovet hinanden at se på, hvordan man kan sikre nyuddannede en god start på lærerjobbet.

Aftalerne på det kommunale, regionale og statslige område kan findes her: Forhandlinger om OK21

Fakta: OK21
Urafstemningen om overenskomstresultaterne vil foregå i perioden 6. april kl. 8.00 til 19. april kl. 09.

Alle stemmeberettigede, som er registreret med en e-mailadresse i Danmarks Lærerforenings medlemsregister, får tilsendt en e-mail om urafstemningen med et link til afstemningen. Alternativt kan du afgive din stemme ved at logge ind via dlf.org (Min side).

Læs mere om forligene og afstemningen i det indstik, som udsendes med fagbladet Folkeskolen den 25. marts 2021.

Emner

Målgruppe