MØD ET MEDLEM: ”Det handler sindssygt meget om fællesskabet”

Henrik Soerud
Havnerundfart, Tír na nÓg, Den Gamle By og juletræsfest. I næste uge begynder en ny sæson af medlemsarrangementer i Århus Lærerforening, og vi har derfor stillet 5 skarpe spørgsmål til et af vores trofaste medlemmer, Henrik Sørud, som er lærer på Vorrevangskolen.

Du er et af de medlemmer af Århus Lærerforening, som har været med til allerflest medlemsarrangementer. Hvad får du ud af at deltage?

Jeg bliver glad og i godt humør af at møde kollegaer fra andre skoler. Selvom det er en fagforening, behøver det hele jo ikke altid at være så seriøst.  

Hvorfor er det nødvendigt med medlemsarrangementer i en fagforening? Ser du ikke rigeligt til dine kollegaer i forvejen?

Det handler sindssygt meget om fællesskabet. Jeg vil gerne nyde godt af de goder, som lærerforeningen har kæmpet for, og derfor bør jeg også møde op og vise min opbakning. Det er fællesskabet, som skal holde os oppe. Ellers kunne vi sgu lige så godt sidde derhjemme og undervise.

Hvad er det sjoveste medlemsarrangement i ÅLF, du har været til?

Haha, det må være en ølsmagning i Grønnegade, hvor den lærer der stod for det havde så mange fantastiske historier at fortælle, at han helt glemte at lade os smage på øllet. Pludselig havde vi kun en halv time til at knalde en hel masse smagsprøver ned. Det var decideret morsomt.

Hvad er det kedeligste medlemsarrangement i ÅLF, du har været til?

Lad os sige det sådan, at der er forskel på generalforsamlinger, og at det jo altid er mere spændende, når der er valg. Ellers kan sådan en omgang godt blive lidt tung at komme igennem.

Hvordan får vi flere unge medlemmer af ÅLF til at deltage i vores medlemsarrangementer? Du trækker jo gennemsnitsalderen lidt op…

Ja, jeg er en dinosaur. Men jeg tror, at det handler om, at styrelsen og formandskabet bliver mere synlige og kommer ud på skolerne og fortæller om, hvad en fagforening kan. De unge børnefamilier har alt for få minutter i døgnet, så vi skal virkelig gøre os umage for at komme ind på deres top-ti.  

Efterårets første medlemsarrangement finder sted torsdag den 31. august, og du kan stadig nå at tilmelde dig her.

Målgruppe